De afgørende tekststeder skal vurderes hver for sig

Tekststederne skal først opdeles efter, hvilken påstand de faktisk fremsætter. Kriterierne i vurderingstabellen afgør, om en passage kan bruges som belæg for arkens indhold, eller kun for en genstands tilknytning til helligdommen. De forhindrer samtidig, at forskelle mellem befalinger og beskrivelser forsvinder i en samlet inventarliste.

Stentavlerne har den stærkeste tekstlige forankring

Stentavlernes placering bygger ikke kun på en enkelt formulering. Anden Mosebog 25 foreskriver, at vidnesbyrdet skal lægges i arken, og kapitel 40 beskriver handlingen som udført. Femte Mosebog 10 forbinder udtrykkeligt arken med de nye tavler, som erstatter dem, Moses knuste.

Første Kongebog 8,9 præciserer, at der ved templets indvielse ikke var andet i arken end de to stentavler. Anden Krønikebog 5,10 gentager denne oplysning. Gentagelsen dokumenterer udsagnets plads i den bibelske overlevering, men tæller ikke automatisk som to uafhængige historiske vidnesbyrd, fordi bøgerne har et litterært forhold.

Tavlerne er derfor det bedst underbyggede svar på spørgsmålet om arkens indhold inden for Bibelens egne beskrivelser. Denne vurdering angår tekstlig tydelighed og sammenhæng. Den fastslår ikke tavlernes materiale ud over fortællingernes oplysninger, deres præcise udseende eller deres historiske bevaring.

Mannaen og Arons stav kræver præcis læsning af placeringen

I Anden Mosebog 16 skal en portion manna bevares for kommende slægter. Aron stiller beholderen foran vidnesbyrdet. Kapitlet siger ikke udtrykkeligt, at den lægges inde i arken, og beholderen betegnes ikke her som en guldkrukke. Guldet hører til beskrivelsen i Hebræerbrevet.

I Fjerde Mosebog 17 skal Arons stav lægges tilbage foran vidnesbyrdet som tegn mod oprør. Staven har dermed en funktion i fortællingen om Arons præstelige myndighed. Også her er placeringen foran vidnesbyrdet noget andet end en entydig oplysning om opbevaring inde i arken.

Lovbogen giver en mere udtrykkelig afgrænsning. Femte Mosebog 31,24–26 beskriver, at bogen skal lægges ved siden af pagtens ark. Hvor formuleringerne om mannaen og staven ikke udtrykkeligt placerer dem inde i arken, angiver denne passage en placering udenfor. Lovbogen bør derfor ikke medregnes som indhold med henvisning til dette tekststed.

Hebræerbrevet ændrer sammenligningens ramme

Hebræerbrevet 9 beskriver helligdommen som led i et argument om gudstjeneste, præstedømme og Kristi gerning. Omtalen fungerer derfor ikke blot som en praktisk registrering af helligdommens udstyr. Genstandene indgår i en teologisk fremstilling, hvor den gamle kult sættes i forhold til brevets kristne fortolkning.

I den almindelige grammatiske læsning af Hebræerbrevet 9,4 befinder mannaens guldkrukke, Arons stav og tavlerne sig i arken. Det skaber en spænding i forhold til Kongebogens oplysning om tavlerne alene. Den spænding skal bevares i fremstillingen, også når teksterne læses som dele af samme bibelske kanon.

En harmonisering, altså en fortolkning, der søger at forene forskellige udsagn, kan antage, at mannaen og staven blev fjernet før templets indvielse. Den mulighed kan forklare forskellen kronologisk. Bibelen fortæller imidlertid ikke om en sådan flytning, så forklaringen må betegnes som en antagelse og ikke som et dokumenteret hændelsesforløb.

Historiske slutninger skal holdes inden for dokumentationen

Der findes ingen almindeligt anerkendt arkæologisk identifikation af pagtens ark eller dens indhold. Teksterne kan derfor sammenlignes litterært og historisk, men deres inventaroplysninger kan ikke kontrolleres mod en bevaret genstand. Beskrivelsernes detaljer giver ikke i sig selv mulighed for at rekonstruere et sikkert materielt fund. Se også dyreneshjem.dk.

En historisk vurdering må desuden skelne mellem den tid, en fortælling skildrer, og tidspunktet for tekstens tilblivelse eller bearbejdning. En scene fra ørkenvandringen er ikke alene af den grund et samtidigt vidnesbyrd fra ørkenvandringen. Hvis en fortolkning bygger på, at én overlevering er ældre end en anden, kræver den derfor en særskilt begrundelse for teksternes datering og indbyrdes forhold.

Til en forklaring af Bibelens beskrivelser er det tilstrækkeligt at fastholde, hvad hvert skrift hævder. En rekonstruktion af arkens faktiske indhold på forskellige tidspunkter kræver derimod belæg for forbindelserne mellem disse udsagn. Uden sådanne belæg bør fremstillingen bevare de tekstlige forskelle frem for at udfylde mellemleddene med et sammenhængende historisk forløb.

Den mest holdbare anbefaling er at svare i to led: Stentavlerne er arkens tydeligst og bredest bevidnede indhold i Bibelen; Hebræerbrevet nævner desuden mannaens guldkrukke og Arons stav som indhold. En kildekritisk fremstilling bør angive denne forskel frem for at præsentere én samlet liste som uomstridt.